Valentinsdag, som fejres den 14. februar, er kendt som de elskendes dag. Og Christiansborg Slot har gennem sin lange historie som kongeslot dannet rammen om mange stormombruste kærlighedseventyr mellem kongerne og deres elskerinder. På en særlig kærlighedsomvisning, på og omkring Christiansborg, bliver der lejlighed til at markere hjerternes dag og stifte bekendtskab med nogle af danmarkshistoriens mest spektakulære og farvestrålende elskerinder.
250 års kærlighedshistorie
Frederik 4. overøste sin elskerinde, Anna Sophie Rewentlow, med overdådige gaver. Hun var en del af det officielle hofliv og blev endda introduceret for den magtfulde russiske zar, Peter den Store.
Anna Sophie Rewentlow er blot en af de fire farvestrålende elskerinder, der vil lede dig gennem 250 års kærlighedshistorie. Fortællingens andre omdrejningspunkter er Kirsten Munk, Christian 4.s elskerinde og anden hustru, samt Frederik 6.s Fru Dannemand, danmarkshistoriens sidste officielle maitresse. Grevinde Danner, Frederik 7.s hustru til venstre hånd, slutter fortællingen af.
Turen vil tage dig gennem de over 500 år gamle ruiner under Christiansborg. På selve slottet ser vi de storslåede kongelige pragtsale og som afslutning det enestående Hofteater fra 1700-tallet.
Særomvisning: Kongernes kærlighed
Mødested: Christiansborg Slot, Kongeporten (under tårnet)
Hvornår: Tirsdag den 14. februar kl. 12 og 16.
Varighed: 2 timer
Pris: Voksne: 100 kr., stud.: 80 kr., børn (7-14): 50 kr.
Billetter sælges ved omvisningens start.